Gå til hovedindhold

"Det betyder meget, at jeg kan tage med min datter til dans hver mandag"

Fleksibilitet og faglig sparring går hånd i hånd for Tharaniya Kuhenthiran, der er social- og sundhedsassistent på plejecentret Malteriet i Horsens.

Indhold

    For 35-årige Tharaniya Kuhenthiran er det ikke kun arbejdet som social- og sundhedsassistent, der fylder i hverdagen. Det gør samværet med familie og venner også. Og som ansat i Horsens Kommune hænger det heldigvis sammen.

    - Hver mandag tager jeg med min datter til dans, og derfor har jeg ikke aftenvagt om mandagen. Det kan lyde banalt, men det er virkelig dejligt, at der bliver taget hensyn til det, og at der bliver tænkt på, hvordan vi som medarbejdere har det, også når vi er gået hjem fra arbejde, fortæller Tharaniya, der blev færdiguddannet social- og sundhedsassistent i 2024.

    Fleksibilitet giver nærvær

    For hende er fleksibilitet på jobbet en forudsætning for at kunne være nærværende – både derhjemme og i mødet med borgerne. Og den fleksibilitet oplever hun i høj grad i sit arbejde på plejecentret Malteriet i Horsens:

    Lige nu er vi i gang med at afprøve en model med blandede dag- og aftenvagter. Det er gået overraskende godt, og der har været meget fokus på at tage hensyn til vores ønsker til vagtplanen – og langt hen ad vejen lykkes det.

    Et stærkt fagligt fællesskab

    Tharaniya lægger stor vægt på den værdi, det giver at være en del af et tværfagligt fællesskab og altid have sparring inden for rækkevidde i hverdagen. Hun oplever, at der på hendes arbejdsplads er både rum og respekt til at give hinanden faglig feedback:

    - Der er altid opbakning fra kollegerne, også til at være fagligt kritisk over for hinanden på en rigtig god måde – og uden at det bliver taget personligt, fordi alle ved, at det er for beboernes skyld, at vi gør det, forklarer hun. 

    I det daglige arbejder Tharaniya tæt sammen med afdelingens sygeplejerske. Det betyder, at Tharaniya hele tiden kan få sparring og udvikle sig:

    Min faglighed og kompetencer udvikler sig hele tiden. Når jeg kommer med mine faglige refleksioner om en borger, så kan sygeplejersken med sin faglighed komme med forslag, og sammen kan vi lægge en plan, der bedst muligt hjælper borgeren. Det gør arbejdet både lærerigt og meningsfuldt.

    Den gode velkomst er afgørende 

    På Malteriet gøres der en stor indsats for at tage godt imod nye medarbejdere. Det har Tharaniya mærket på egen krop – både da hun var elev og i dag som fastansat. 

    Som ny medarbejder fik hun et grundigt introprogram og -materiale, så hun havde alle de oplysninger, hun havde brug for. Oplæringen foregik sammen med erfarne kollegaer, så Tharaniya hele tiden følte, at hun var klædt på til de opgaver, hun mødte. Her er app’en My Skills et nyttigt værktøj til at indberette kompetencer, så både Tharaniya, hendes kollegaer og leder ved, hvem der kan løfte hvilke opgaver – og hvor der er plads til faglig udvikling.